mandag den 3. december 2012

Rødbedeopskrifter

Så er det blevet rødbede tid.

Jeg hører ofte at rødbeder smager bedst når de er syltet og på en leverpostejmad. Der smager de også godt. Men de gør de også i en salat. Både rå og tilberedt.

Fidusen med rødbeder er at de skal have modspil af noget surt og noget stærkt. Det sure kan være citronsaft og - skal eller en god eddike. Det stærke kan være hvidløg, ingefær eller chili.




Her får I nogle skønne forslag til salater med rødbeder.


Rødbeder med balsamico og hvidløg

Rødbederne skylles og koges i letsaltet vand i 45 – 60 minutter. De skal føles som kogte kartofler når man stikker i dem.

Når rødbederne er kogte, overhældes de med koldt vand og skindet smuttes af.

Let afkølet rives rødbederne på råkostjernets grove side ned i en skål med en blanding af olivenolie, friskpresset citronsaft, evt. fintrevet citronskal og balsamico eddike. Tilsæt finthakket hvidløg.

Smag dig frem til hvor surt, stærkt og salt du kan lide det. Vær obs på at hvidløgs smagen bliver stærkere, når salaten har stået og trukket i nogle timer.

Ser smukt ud med finthakket grønkål eller hakket persille.

Passer SÅ godt til lam

Holder fint 4 - 5 dage i køleskabet, og er MUMS i en sandwich med roastbeef.


Enkel rødbedesalat - rå med æble

Rå rødbeder skrælles og rives på et råkostjern. Samme mængde rå æbler rives og blandes med rødbederne.
Citronsaft presses henover.
Tilsæt grofthakkede hasselnøddekerne eller valnøddekerner. Lidt græsk yoghurt smager også godt til, og når der skal være fest…. flødeskum   


Rødbedesalat med pærer og æbler                      
5 - 6 rødbeder
2 pærer saftige og modne
1stort æble
ca 75 gram pinjekerner
evt. 2 - 3 stilke frisk grønkål eller persille

Dressing:
1 dl. balsamicoeddike
Citronsaft af 1 – 1½ citron og lidt fintrevet citronskal hvis citronen er økologisk
Ca. 1 – 1½ dl. olivenolie eller solsikkeolie
Salt

Rødbederne koges i 30 – 40 minutter, overhældes med koldt vand og smuttes, hvorefter de skæres i mindre tern.

Medens rødbederne koger, skæres pærer og æbler i mindre tern og pinjekernerne ristes let på en tør pande.  Grønkål/persille snittes fint, og dressingen blandes.

Det hele blandes i en stor skål og vendes godt rundt. Du kan også blande rødbedeternene med f.eks. æbler og dressing, og så drysse pæretern og persille ovenpå, som på billedet.
Smager godt til alt, men er vil løfte ethvert frikadelle måltid.
.... og nu ingen brok over røde fingre.... farven forsvinder når du tager opvasken.